Indledning

Termodynamikkens 2. hovedsætning er kort sagt en formulering af, at entropien i ethvert afgrænset system altid vil stige. Entropi kaldes også kaos og kan siges at være udlignelsen af forskelle. Maxwells dæmon er et tankeeksperiment, som består af 2 beholdere forbundet med en dør. Hvis der er forskel i temperaturen mellem de to beholdere, og døren står åben, vil temperaturen med tiden udligne sig. Hvis man dog forestiller sig en bevidst skabning - dæmonen - som kan opfatte retningen på molekylerne, vil den være i stand til at åbne døren på de rigtige tidspunkter for at omvende den tendens. Maxwells dæmon demonstrerer essencen af, hvordan nyttigt arbejde eksternt til et system kan reducere entropien internt ved at skabe en forskel mellem beholderne.

Oldtidens filosofi forholder sig også til spørgsmålet om, hvordan universet kan synes at være så ordentligt, når orden synes at brydes ned over tid. Jeg tager udgangspunkt i en komparativ analyse af forskellen i forståelsen af menneskets rolle i og muligheder for at skabe orden gennem på den ene side Platons begreber om sjæl, viden og nødvendighed, og på den anden side Zhuangzis begreb om Wuwei eller ‘ubesværet handling’.

Oldtidens entropiopfattelse

Zhuangzi

Ikke meget vides om Zhuangzi. Vi ved fra eksterne kilder, at hans ven Huizi tjente under kong Hui af Liang, hvilket betyder, at Zhuangzi må have levet i slutningen af det fjerde århundrede fvt. Han levede altså i de 100 skolers æra, og vi ved han må have læst Konfutze, Mozi, Menzi og selvfølgelig Daodejing. Han skriver i det blomstrede og metaforiske sprog, som også er til stede i Daodejing, og teksterne omhandler sammenstilling og paradoks. Hans tekster formidler ofte måder, forskellige perspektiver på sandheden kan forenes ved hjælp af ‘Vejen’, eller dao. Zhuangzis tekster angriber dermed ofte sund fornuft for at gøre plads til intuitiv, følt forståelse. Han kan dog ikke entydigt siges at være daoist, hverken som livsanskuelse eller religion, da der, trods det var de 100 skolers tid, ikke var en daoistisk skole. Daoismen er i det hele taget svær at definere ensartet, men den er dybt sammenflettet med kinesisk kultur i form af praksisser som kinesisk medicin og tai chi, som begge forsøger at skabe harmoni mellem kroppens aspekter af yin og yang.

Centralt for Zhuangzi er konceptet Wuwei, som betyder ubesværet handling. Det henviser til ideen om harmonisk at rette sig ind efter universets naturlige rytme ved at agere uden stræben, tvang eller anstrængelse.

Zhuangzis slagter

Zhuangzi fortæller historien om en slagter, som ikke behøver slibe sin kniv, idet han er i stand til at ‘skære i tomrummet’ til stede i kødet:

“There are spaces between those joints, and the edge of the blade has no thickness. If you use what has no thickness to go where there is space—oh! there’s plenty of extra room to play about in. That’s why after nineteen years the blade of my chopper is still as though fresh from the grindstone.”

Tekststykket ovenfor provokerer læseren til at lægge sin logik til side. Det er paradoksalt, at slagteren på en gang kan undgå at røre ved kødet, men på samme tid effektivt partere det. Resultatet taler alligevel for sig selv, og teksten afsluttes ved at lord Wenhui siger: “Excellent! I have heard the words of a butcher and learned how to care for life!”. Dette kan tænkes at være en direkte parodi på Mengzi 1A7, hvor Wenhui bliver rost for at have skånet livet på en ko, fordi han var blevet opmærksom på dens lidelse. I modsætning til Mengzis ideal om, at en regent ‘holder sig fra køkkenet’, viser Zhuangzi hvordan spontaneitet kan give mulighed for viden og forståelse til at udfolde sig steder, hvor det ikke ’normalt’ forventes. Zhuangzi udfordrer altså konfucianske idealer om hierarki og faste roller. Slagteren forklarer sin succes således:

“When I first began cutting up oxen, I did not see anything but oxen. Three years later, I couldn’t see the whole ox. And now, I encounter them with spirit and don’t look with my eyes. Sensible knowledge stops and spiritual desires proceed”.

Citatet ovenfor beskriver hvordan slagterens fokus bliver skarpere og skarpere, indtil selve kategoriseringen af oksen bryder ned, og kun intuitive, åndelige ønsker står tilbage. Idet ‘fornuftig viden stopper’, opfordres læseren også til at forstå, at paradokset i at kniven kan skære i tomrum, ikke skal tages bogstaveligt. Sandheden er, som så ofte hos Zhuangzi, ikke kategoriserbar. Historien bekræfter dermed den daoistiske forståelse, at fornuftig viden kun kan fungere som vejleder på ‘Vejen’, aldrig som mål i sig selv.

Det er væsentligt, at Zhuangzi bruger intervallet 19 år, da det er en speciel astronomisk periode kaldet en zhāng. Kinesiske astronomer troede, at vintersolhverv hvert 19. år sker på den første dag i første måned, og solen derfor vil ligge på nøjagtig det samme sted på himlen. Udtrykkets betydning som afsluttet astronomisk periode giver derfor teksten en mere universel og eviggyldig betydning - hvis slagteren kan undgå at slibe sin kniv i sådan en periode, kan han gøre det i én til.

Zhuangzis fortælling om slagteren er udtryk for, at orden opstår spontant ud af universets love. Universet skaber harmoni af sig selv, mens mennesket med sin bevidsthed må bestræbe sig på at blive ‘uhugget træ’. Et menneske, der udfører sit arbejde med dygtighed efter Vejen, brydes ikke på samme måde ned af termodynamikken. Maxwells dæmon er altså ingen steder at finde hos Zhuangzi, idet slagteren helt forener sig med den aktivitet, han udfører. Der er ikke nogen regulering at stræbe efter, da Wuwei ikke handler om stræben. I Zhuangzis fortælling er der altså ikke udtryk for en ekstern bevidsthed, som styrer klingen i en harmonisk retning, men for en større helhed som virker harmoniserende qua sin natur, på samme måde som universet harmoniserer af sig selv.

Således viser Zhuangzis slagter, hvordan en paradoksal harmoni i form af Wuwei er kilden til at skabe orden i verden. En person, som følger Vejen til perfektion, vil møde lige så meget modstand som kniven igennem tomrum, når de passer deres hverdag.

Platon

På den anden side af jorden, omkring samme århundrede som Zhuangzi, finder vi Platon (427-347 fvt.), som på mange måder kan siges at være i diametral modsætning til ideerne præsenteret ovenfor. Platon kan i modsætning til Zhuangzi let kategoriseres som dydsetiker. I oldtidens Grækenland kan filosofi forstås som en levevis. Sokrates, som Platon så op til og lod sig inspirere af, er kendt for at sige, at ‘viden er dyd’, men ifølge skal viden i denne kontekst ikke ses som ren, abstrakt viden om, hvad der er godt. I stedet menes viden som ‘vælger og ønsker det gode’ og altså derfor er en dyd i sig selv. Denne viden opstår ud af en aktiv praksis af dialog, enten med andre eller med en selv.

Platons Timæus

Timæus er blandt Platons senere værker. Dialogen forsøger at give en komplet teleologisk beskrivelse af alle naturlige fænomener. Det vil sige, at værket forklarer naturen i forhold til, hvorfor det er bedst, at fænomener sker, som de gør. Timæus er derfor af en helt anden genre end Slagteren. Hvor Zhuangzis parabel om slagteren beskæftiger sig med det umiddelbare og partikulære, det intuitive og kropslige, beskæftiger Timæus sig med det evige og universelle. Deres sammenlignelighed kommer af, at grækernes syn på dyd og det gode liv tager udgangspunkt i det universelle, hvor daoismen tager udgangspunkt i det partikulære. For at forstå Platons syn på det gode, må vi derfor se på hans konceptualisering af universel viden.

Platon skælner mellem to slags kausaliteter og giver en næsten moderne beskrivelse af de sekundære processer som entropiske:

“So anyone who desires understanding and knowledge must look for his primary causes to that which is essentially intelligent, and look for his secondary causes in the domain of things that are moved by other things and in their turn move others by automatic necessity […] those which produce random and disorderly results, with no part played by intelligence.

For Platon er det mere interessant at kigge på ideen bag skærpelsen af klingen, end den entropiske, automatiske proces af dens nedslidning gennem brug. De primære kausale sammenhænge er de sammenhænge, som bevæger sig mod det smukke, ideelle og universelle. Zhuangzis slagter kan siges at deltage i en process af ren intelligens, hvilket er ironisk når han netop formidler begrænsningen af fornuftig viden. Platons forståelse af intelligens knytter sig til hans forståelse af sjælen, idet han betragter universet som ‘gjort ordentligt’ af en kosmisk demiurge. For at universet kunne fortsætte med at være ordentligt, gav denne demiurge en sjæl til hvert himmellegeme og instruerede dem i deres rolle:

“[H]e assigned each soul to a star. Then, with each soul mounted on its chariot, so to speak, he showed it the nature of the universe”

Platon giver os en beskrivelse af kaos, som minder mere om den klassiske termodynamiske forståelse. Her ses Maxwells dæmon netop som noget eksternt, der gennem sin bevidsthed - eller sjæl - ordentliggør et system. Universet er altså orkestreret ‘udefra’ til at være ordentligt.

“[The god] constructed the universe by endowing soul with intelligence and body with soul, so that it was in the very nature of the universe to surpass all other products in beauty and perfection.”

Menneskets sjæl er skabt i guds billede. Den har fået intelligens, og kroppen har fået sjælen for at opretholde universets orden og fortsætte med at skabe smukke ting. ‘Viden’ i denne kontekst er det, som stemmer overens med sjælens intelligens i retningen mod skabelsen af orden. Ligesom himmellegemer ifølge Platon har sjæle for at holde dem på rette kurs, har mennesker sjæle for at hjælpe dem med at skelne sand og god viden fra falsk viden, så de kan komme til at ligne skaberen mest muligt.

Sammenfatning

Platon tænker i modsætning til Zhuangzi orden som noget systematisk og universelt, ikke en harmonisk spontaneitet som opstår af selve processen. Kaos/entropi ses som modsætning til intelligens, ikke som en harmonisk partner i en kosmisk dans, som det ses hos Zhuangzi.

Hvis Platon som det antydes af Freskoen ‘Skolen i Athen’ kan siges at have hovedet i skyerne ift. Aristoteles, kan det i mindst lige så høj grad siges om ham ift. Zhuangzi. Maxwells dæmon findes altså for Platon ganske bogstaveligt eksternt det system, den regulerer, i form af sjælen. At den entroi, som han beskriver som nødvendighed, overhovedet behøver regulation, er en fundamental forskel mellem de to. Hos Zhuangzi kan der slet ikke være tale om en sådan dæmon, da kaos ikke ses som noget der skal reguleres, men som en spontant kreativ kraft. Wuwei er derfor tankegangen om, at man sænker meningsløst kaos ved ikke at stræbe. Ved at blive et med aktiviteten og et med naturen. Det uhuggede træ er et godt billede på dette, da naturen netop i form af planter viser, at den kan skabe orden af sig selv.